Sagen om Charlotte og hendes søn Tristan har varet i over ni år
Den er kompleks, ikke fordi lovgivningen er uklar, men fordi Nyborg Kommunes håndtering har gjort den til det.
Når en mor i snart et årti må kæmpe for at få dækket dokumenterede udgifter og anerkendt en indsats, der har givet hendes barn dokumenteret udvikling og trivsel, så kan det ikke forklares kort.
Vi har forsøgt at samle forløbet, dokumentationen og de centrale problemer her. Fordi sagen fortjener opmærksomhed og fordi Tristan fortjener bedre.
Charlotte giver stadig ‘kassekredit’ til Nyborg Kommune: ‘Jeg synes ikke, de kan være det bekendt’
I et interview med DR udtaler socialdirektør i Nyborg Kommune, Lone Lorenzen:
“Vi vil selvfølgelig gerne løse sagerne hurtigt, men det vigtigste er, at vi løser dem grundigt og korrekt. I komplekse og store sager kan det tage tid at komme hele vejen rundt, og det kan jeg godt forstå kan være frustrerende.”
Det lyder fornuftigt, men virkeligheden for Charlotte og hendes søn Tristan er en helt anden.
Sagen har nu varet i over 9 år
Den er blevet behandlet af Ankestyrelsen, Ankestyrelsens Tilsyn og Social- og Boligministeriet. Kommunen har brugt store summer på ekstern juridisk og faglig bistand, men tilsidesætter stadig egne afgørelser.
Når en sag har stået på så længe, og en familie fortsat må agere kassekredit for kommunen, kan det ikke længere kaldes grundighed. Det er ikke kompleksitet, der forsinker sagsbehandlingen. Det er et ledelsessvigt.
I 2024 blev der ifølge Danmarks Statistik bevilget 561 hjemmetræningsforløb på landsplan.
Det understreger, at hjemmetræning ikke er en særordning, men en anerkendt og etableret indsats for børn med handicap. Alligevel ser vi kommuner, hvor rettigheder og dokumentation ikke er nok til at sikre den støtte, børnene har krav på. Her skyldes problemerne ikke lovgivningens kompleksitet, men manglende vilje til at følge den. Et af de mest markante eksempler er Nyborg Kommune.
Charlotte har siden 2016 hjemmetrænet sin søn Tristan efter en anerkendt metode og under faglig supervision. Hjemmetræningsmetoden er bevilget af Nyborg Kommune, fordi Charlotte opfylder alle kravene i lovgivningen. Kommunen har gentagne gange nægtet at betale for træningen, selvom Ankestyrelsen har givet Charlotte medhold og slået fast, at udgifterne skal refunderes. Alligevel står hun i dag med en gæld på 170.000 kr. i dokumenterede udlæg, som Nyborg Kommune nægter at betale.
Sagen viser en kommune, der har glemt, at samarbejdet med forældre er en grundlæggende del af opgaven. Barnets lov forpligter kommunen til at inddrage forældre i beslutninger om støtte til deres barn. Alligevel møder Charlotte gentagne afslag, og kommunen stiller konstant skiftende krav og krav om dokumentation, der allerede er indsendt.
Ledelsessvigt gør en lovlig ordning umulig at gennemføre
Forløbet har vist, at sagen aldrig er blevet håndteret objektivt. Ikke kun på grund af manglende viden, men fordi sagsbehandlingen fra starten har været præget af et negativt og fastlåst syn på Charlotte. Den mistillid har undermineret hendes retssikkerhed i en sådan grad, at kommunen ikke har kunnet løfte opgaven internt.
Derfor måtte Nyborg Kommune hente ekstern bistand. En uafhængig socialrådgiver blev betalt for at udarbejde den børnefaglige undersøgelse, fordi samarbejdet mellem familieafdelingen og Charlotte var blevet så belastet og præget af mistillid, at kommunen ikke længere kunne gennemføre undersøgelsen objektivt. Senere blev en jurist med speciale i hjemmetræning hyret ind for at sikre, at bevillingerne blev udformet korrekt.
Det har kostet kommunen, og dermed skatteborgerne, store summer, uden at Nyborg Kommune har levet op til de bevillinger, den selv har truffet. Når centrale myndighedsopgaver må udliciteres, fordi den interne sagsbehandling er præget af mistillid og modvilje mod samarbejde, er det et tydeligt tegn på ledelsessvigt.
Og det stopper ikke her
I sommeren 2025 besluttede Nyborg Kommune at iværksætte endnu en børnefaglig undersøgelse, blot 15 måneder efter den seneste og uden ændringer i familiens forhold. Der er ikke fremlagt nogen faglig begrundelse. Kommunen kalder det grundighed, men når alle relevante forhold allerede er afdækket, og intet er ændret, fremstår det snarere som endnu et forsøg på at underkende de afgørelser, de selv har været med til at træffe.
Der er gentagne gange blevet indhentet oplysninger om Tristan uden Charlottes samtykke, senest i 2025. Charlotte har forældremyndigheden, og der er ingen hjemmel til at indhente oplysninger uden hendes medvirken, særligt når barnet trives og udvikler sig under hjemmetræningen. Det er en klar overtrædelse af forvaltningsloven og databeskyttelsesreglerne. Når en kommune tilsidesætter samtykkereglerne i en sag om hjemmetræning, er det ikke bare en procedurefejl. Det undergraver borgerens retssikkerhed og tilliden til hele systemet.
Siden 2019 har Hjernebarnet været i kontakt med mindst 10 forskellige ledere i Nyborg Kommune
Intet tyder på, at praksis er blevet ændret. Charlotte bliver fortsat bedt om at fremsende dokumentation, hun allerede har afleveret, og nogle gange flere gange. Afgørelser tilsidesættes, og sager trækkes i langdrag. Det er en strategi, der ikke blot forsinker, men også udmatter. For samtidig med, at hun hver dag døgnet rundt, varetager sit barns omfattende behov, skal hun kæmpe mod en kommune, der gentagne gange stiller de samme krav og nægter at følge egne afgørelser. Sagsforløbet i sig selv er blevet en belastning, der trækker energi fra netop det, sagen handler om: at støtte barnet.
Charlotte har gjort alt, hvad man med rimelighed kan forvente af en forælder til et barn med handicap. Hun har samarbejdet, dokumenteret og været til rådighed.
Alligevel står familien stadig alene med en betydelig gæld og et barn, der fortsat ikke får den støtte, han er bevilget.
Charlotte har gjort alt, hvad man med rimelighed kan forvente af en forælder til et barn med handicap. Hun har samarbejdet, dokumenteret og været til rådighed.
Alligevel står familien stadig alene med en betydelig gæld og et barn, der fortsat ikke får den støtte, han er bevilget.
Når Nyborg Kommune igen og igen sår tvivl om tidligere afgørelser, tilsidesætter samarbejdet med forældrene og handler i strid med grundlæggende rettigheder, handler det ikke om grundighed. Det ligner et målrettet forsøg på at afvikle en lovlig og veldokumenteret ordning.
I Hjernebarnets Forældrerådgivning er vi oprigtigt bekymrede
Alt tyder på, at Nyborg Kommune arbejder hen imod at fratage Tristan den hjemmetræningsordning, som siden 2016 har skabt dokumenteret udvikling og trivsel hos ham. Hvorfor ellers genvurdere afgørelser, som er truffet i henhold til lovgivningen, med hjælp fra en ekstern juridisk specialist? Hvorfor igangsætte endnu en børnefaglig undersøgelse uden faglig begrundelse? Og hvorfor indhente oplysninger om Tristan uden samtykke, når Charlotte forinden har tilbudt at oplyse sagen?
Den udvikling vækker bekymring, ikke mindst fordi det sker på trods af, at sagen har været grundigt belyst og vurderet af både interne og eksterne aktører. Alligevel fortsætter kommunen med at sætte spørgsmålstegn ved beslutninger, de selv har været med til at træffe.
Hjernebarnet har ikke kun rejst sagen internt. Den har været behandlet gentagne gange af Ankestyrelsen, Ankestyrelsens Tilsyn, Social- og Boligministeriet og flere gange omtalt i pressen. Alligevel er sagen stadig ikke afsluttet. Når så mange instanser har været involveret uden gode løsninger for Tristan, er det ikke udtryk for kompleksitet. Det er et resultat af, at kommunen har gjort sagen unødigt kompliceret ved at undlade at tage ansvar og følge gældende regler.
Borgmesteren har kendt sagen siden september 2020, hvor Hjernebarnet første gang henvendte sig
Han har ansvaret for, at lovgivningen overholdes, og at borgerne i Nyborg Kommune mødes med respekt og retssikkerhed. Alligevel står han i spidsen for en forvaltning, der gentagne gange har vist, at den ikke formår at varetage Tristans tarv. Havde Charlotte ikke selv taget ansvaret og hjemmetrænet for egen regning, og delvist stadig gør det, ville Tristan stå uden den støtte, han har behov for.
Har en borgmester levet op til sit ansvar, når et barn med omfattende støttebehov må klare sig uden hjælp, fordi familieafdelingen ikke løfter sin opgave korrekt?
