Marie var ikke som andre børn
Vi har vidst siden hun var ganske lille (6 uger), at der var noget, der var anderledes. Hun skreg sig igennem dagene, og vi kunne ikke trøste hende. Vi prøvede at råbe sundhedsplejersken m.fl. op, men ingen lyttede. Til sidst blev vi indlagt, da hun var 3 måneder gammel, fordi hun stoppede med at spise. De mente, det var svamp i munden, og at mor var påvirket af situationen.
Og det blev så deres nye vej, at det var på grund af mor, at Marie reagerede, som hun gjorde. Hun startede op i dagpleje hjemme hos mor i en dobbeltplads. Men efter 8 måneder måtte vi smide håndklædet i ringen. Der var vi alle brugt op. Vi var i forvejen isoleret på grund af store reaktioner. Der blev lavet en underretning, og vi blev sendt på Børn og Unge-klinikken, hvor en ergoterapeut reddede os. Hun så heldigvis igennem det hele og hjalp os videre til udredning på BUA Skejby. Og der blev vi mødt og hørt. Endelig. Efter endt udredning fik vores datter på 2,5 år diagnosen infantil autisme. Vores datter maskerede, og derfor er det svært for andre at se, men heldigvis lyttede de til de oplevelser, vi havde hjemme, og hvor meget belastet hun var. Så gik kampen ind på at få den rette hjælp til hende, og vi opdagede hjemmetræning. Hun blev i første omgang visiteret til almindelig børnehave, men vi klagede og fik plads i specialbørnehave. Vi har det sidste år prøvet at få deltids hjemmetræning og børnehave til at fungere, men det nåede vi ikke i mål med. Det meste af hendes energi blev brugt på de få timer i børnehaven, og det led hele familien under. Derfor søgte vi i juni om fuldt hjemmetræning, og det blev endelig bevilliget i september 2024.
Familien
Vi er 2 voksne og 4 børn i vores familie.
Storesøster på 24 og storebror på 23 bor i København og Aarhus.
Så vi bor nu herhjemme: Mor på 41 år, dagplejer i 8 år, far på 40 år, virksomhedsejer, storebror på 16 år, der går i 10. klasse på friskole, og Marie på 4 år.
Mor står for hjemmetræningen.
Træningsmetode
Vi træner med børnespecialisterne.
Marie er normalt begavet, kognitivt og motorisk alderssvarende.
Marie har store vanskeligheder, hvad angår sansestimuli, sociale kompetencer og mentalisering.
Hun bruger rigtig meget energi på at være i verden. Hun tager alle indtryk ind og sorterer ikke i sanseindtryk, og bl.a. derfor bliver hun hurtigt overstimuleret.
Bliver tingene for svære, påvirkes hun hele vejen rundt med nedsmeltninger, spisestop, søvnforstyrrelser m.m.
Hjemmetræning har været så givende for vores familie og ikke mindst vores datters udvikling
At vi har mødt kompetente mennesker, som tror på os og ser vores datter, er fantastisk. Efter al den kamp er det så givende at se, hvad der kan ske, når ens barn får læring og ro i de rette mængder.
Vi så, at vi skulle starte læring helt ned i det små. Små bitte skridt, som så ender i stor udvikling. Fordi vi har tid til at tage det i hendes tempo og efter, hvilket overskud hun har den dag.
Vi kan tilrettelægge det i vores hverdag, så vi kan udvikle/træne på mange måder.
Hjemmetræning har givet den ro, der skulle til. Fokus på, hvad der lige præcis er vigtigt for vores datter, og med den primære omsorgsperson på sidelinjen, er det for os det optimale mix for læring.
Hjemmetræning har givet den ro, der skulle til. Fokus på, hvad der lige præcis er vigtigt for vores datter, og med den primære omsorgsperson på sidelinjen, er det for os det optimale mix for læring.
Jeg nyder at have så meget del i vores datters udvikling og sætter en ære i at kunne
Jeg er i forvejen fagperson inden for børn. Derfor giver dette ikke kun udvikling personligt, men også fagligt.
Og i og med at vi har et så godt team hos børnespecialisterne, som altid er gode til at fortælle, hvad man gør godt, og konstruktivt fortæller, hvad man kan gøre bedre, er trivslen i top.
Vi så, at vi skulle starte læring helt fra bunden. Små bitte skridt, som ender i stor udvikling.
En typisk hjemmetræningsdag
Vi læser bøger om følelser for at lære at aflæse både andres og egne følelser. Vi tager i legestue for socialt samvær. Vi holder pauser og laver mad sammen, snakker om vejret, og hvilket tøj vi skal have på. Vi spiller spil og øver at holde fokus, vente på tur m.m. Vi danser og lærer at finde ro igen, bl.a. ved vejrtrækningsøvelser. Vi forbereder på dagen via piktogrammer og time-timer, da overgange kan være svære.
Vi øver, at far skal putte.
Vi øver lyde og lugte både ude og hjemme.