Hvis dit barn ikke kan klare en fuld skoledag af helbredsmæssige grunde, kan der være mulighed for forkortet skoledag og i nogle tilfælde sygeundervisning.

Det er skolelederen, der træffer afgørelse om nedsat skoletid på baggrund af en lægeerklæring og med forældrenes tilslutning. Ved sygdom, også hvis den er kronisk eller tilbagevendende, har skolen pligt til at iværksætte sygeundervisning i det omfang, det er nødvendigt. Kommunen skal tage barnets faktiske undervisningsevne med i vurderingen af støtte og må ikke kræve, at barnet skal være i skole et bestemt antal timer.