For at komme i gang med hjemmetræningen skal du først kontakte din kommune og informere dem om, at du ønsker at søge om hjemmetræning (Barnets lov § 85). De sender muligvis et ansøgningsskema eller fortæller dig om processen. Dernæst skal du finde den metodeudbyder, der tilgodeser dit barns behov for træning. Barnet skal målgruppevurderes (Barnets lov § 82) og der skal udarbejdes en børnefaglig undersøgelse (Barnets lov § 22). Hvis du ønsker at hjemmetræne, er det vigtigt, at du gør kommunen opmærksom på, at det er en ansøgning om hjemmetræning, når du henvender dig. Støtte og hjælp til hjemmetræning godkendes fra ansøgningstidspunktet også selvom sagen ikke er færdigbehandlet eller du har sendt ansøgningsskema ind.

I kan godkendes til hjemmetræning, hvis følgende betingelser er opfyldt:

1) Hjemmetræningen fremmer barnets eller den unges tarv og trivsel og imødekommer barnets eller den unges behov.

2) Forældrene er i stand til at udføre opgaverne.

3) Hjemmetræningen sker efter dokumenterbare træningsmetoder.

Bliv medlem af Hjernebarnet og få adgang til et fantastisk netværk af andre hjemmetræningsfamilier. I vores Chatforum på Facebook kan du spørge ind til træningsmetoder, ansøgningsprocessen og meget mere. Vi deler gerne ud af gode råd og støtte.