Skip to main content

Neurologisk Træning og Stimulering (NTS)

Neurologisk Træning og Stimulering (NTS) er en dansk empirisk sundhedsfaglig behandlingsform, der bygger på den stimuli, som det raske barn gennemgår og selv opsøger for at opnå en neurologisk og fysiologisk normalitet. NTS retter sig mod børn med særlige behov som eksempelvis ADHD, autisme, spasticitet, dyspraksi, hjerneskade, skoleproblemer med mere.
NTS er derfor en vidensbaseret og sundhedsfaglig disciplin, ligesom fysiologi, psykiatri, psykologi, anatomi og neurologi.

Det er vigtigt at fremhæve, at NTS ikke er en metode i sig selv. Hver enkelt barn og klient er unik og behandles derfor individuelt. Barnet gennemgår en personlig analyse og evaluering resultaterende i et individuelt behandlingsprogram.
 NTS er baseret på grundlæggende antagelser, der i fire tilfælde afviger fra andre sundhedsfaglige discipliner:

  • Behandlingen rettes grundlæggende mod årsager fremfor symptomer.

  • Forældre er med den rette viden barnets bedste behandlere.

  • Uforarbejdet ernæring, korrekt intensiv motorisk, sensorisk, kognitiv og social stimulering er selve fundamentet for behandlingens virkning.

  • Medicinsk behandling og hjælpemidler inkluderes kun, som en absolut sidste løsning. 

EMPIRISK ERFARING


NTS er baseret på empiriske data, oparbejdet via samtale med forældre, tidligere undersøgelser, scanninger og observationer. 
Dataoparbejdning og databehandling er baseret på individuelle undersøgelser, hvor der til hvert enkelt barn og familie udarbejdes et særligt- og individuelt sæt af behandlingsmetoder og metodikker. Man kan med andre ord, ikke slå op i en bog og finde den eksakte standardiserede behandling for en given klient. Data og viden omkring barnet oparbejdes individuelt via interviews, observationer og enkeltstående undersøgelser, ligesom analyserne ligeledes sker individuelt sammen med barn og forældre. Beslutningen omkring behandlingsmetode og metodikker, hviler med andre ord på en kvalitativ analyse af det enkelte barn og medfører som regel et tilstrækkelig grundlag for beslutning om opstart af NTS. Observationer af eksempelvis barnets bevægelsesmønster, syn, hørelse, lugt og taktilitet sammenholdt med forældrenes beretninger fra dagligdagen, kan som regel give en tilstrækkelig viden om barnet og derved understøtte relevansen af NTS.
Dette står i modsætning til det medicinske område, hvor tilsvarende beslutninger baseres på en oparbejdet viden funderet i data (statistisk repræsentativ), der er indsamlet og efterfølgende testet i forhold til en repræsentativ gruppe af patienter og testpersoner.
På grund af den primære anvendelse af data og viden omkring det enkelte tilfælde, fremfor anvendelsen af data og viden fra en repræsentativ gruppe, har NTS fra tidernes morgen undergået en vis faglig ringeagt, fordi det er en ny og anderledes måde at arbejde på. 
Sådan må det være. Et paradigmeskifte indenfor sundhedsbehandling skal gennemgå kritik. Hidtil har kritikken imidlertid været baseret på myter og fejlagtige opfattelser. Derfor er en af denne bogs opgaver, at forsyne politikere og fagfolk indenfor sundhedsvæsen med viden og information, så man kan lave en vurdering på en oplyst baggrund.

DIAGNOSEN FÅR MOR TIL AT GOOGLE

I dag har 8-10 procent af alle børn mellem 0-18 år så alvorlige neurologiske problemer, at de skal have en særlig behandling, aflastning, støtte, hjælpemidler, medicin, specialinstitution eller et specialskoletilbud.
Mange af disse børn har en diagnose, som indenfor områderne ADHD, autisme, cerebral parese, spasticitet, epilepsi, hyperaktivitet, dyspraksi, sjældne syndrom-diagnoser, motorikproblemer eller generelle indlærings- og koncentrationsvanskeligheder. Andre igen har ingen diagnose eller kan ikke kategoriseres, men de kan alligevel ikke det sammen, som deres jævnaldrende kammerater.
Mange forældre har været igennem en lang række undersøgelser med deres barn. Måske har barnet fået en diagnose og en del formodninger om, hvad der måtte være galt. Alligevel er du som forældre i vildrede, for der kommer ikke en efterfølgende plan for hvordan problemerne løses eller behandles. Du og dit barn får ikke et program med hjem, så I kan gøre noget aktivt for at hjælpe barnet. Og i langt de fleste tilfælde kommer der heller ikke tiltag til behandning, træning eller stimulering i de mange offentlige institutioner fra de i tusindvis af såkaldte eksperter, der til daglig arbejder med børn med særlige behov.
De få tiltag, der måtte komme, vil i såfald altid handle om symptombehandling i form af aflastning, støtte, hjælpemidler, medicin, specielle børnehaver eller skoler.
Vi lever i en tidslomme, hvor faget diagnosticering er blevet meget udbredt og der er nærmest gået sport i at klistre alverdens betegnelser på ryggen af børn. Lige fra pægagoger i børnehaven til lærere i skolen.
Ikke at diagnoser er af det onde. For det kan være både betryggende og hensigtsmæssigt at få stillet en medicinsk diagnose. Ironisk nok, så tjener diagnoser i dag det modsatte formål end det, der var formålet, nemlig at give tryghed og forklare barnets problemer. I dag bruges diagnosen først og fremmest til én ting: At Google.
Fordi diagnosen i sig selv ikke løser barnets reelle problemer. En diagnose kommer først til sin ret, når den følges op af en individuel og målrettet behandlingsplan. Og det er her, den neurologiske træning og stimulering udfylder et kæmpemæssigt hul i det danske sundhedssystem.

KONCEPT OG BEHANDLING


Ifølge Medicinsk Anatomisk Institut på Københavns Universitet indeholder den gennemsnitlige barnehjerne ca. 100 milliarder nerveceller, forbundet i et netværk, hvor én hjernecelle igen kan have forbindelse med i tusindvis af andre nerveceller.
Sammenholdes det med, at hjernen er »plastisk«, danner der sig et mønster af muligheder og håb for den skadede eller dysfunktionelle hjerne. Fordi hjernecellerne uafbrudt laver forbindelse med andre nerveceller og fordi hjernen, som reaktion på fejl og forstyrrelser, er i stand til at reparere sig selv, kaldet »neuroplasticitet«.
Det sker i alle hjerner uafbrudt og gør, at raske børn og voksne kan udsætte deres hjerner for mange ufornuftige eksperimenter, uden at det har en vedblivende konsekvens. For børn med hjerneskade eller manglende modning i hjernen rækker denne neuroplastiske mekanisme desværre ikke. NTS går derfor i al sin enkelhed ud på at optimere denne selvreparerende proces til et højere niveau. Det handler med andre ord om at udvikle hjernen hurtigere, end det ville være sket på naturlig vis.
Et helt afgørende princip i NTS er den systematiske registrering af alle målsætninger og handlingsplaner. Alle programmer og metodiske øvelser nedfældes i en såkaldt »træningsdagbog«, så den faktiske indsats kan evalueres i forhold til det ønskede mål, og alle involverede kan vurdere effekten af familiens indsats.

ERNÆRING OG DIÆT


God ernæring spiller en vigtig rolle for alle børns udvikling, men en kost med vedvarende høj kvalitet og berigende kosttilskud, er en absolut nødvendighed for børn med neurologiske udfordringer. Sund naturlig ikke forarbejdet kost og ernæring er selve soklen på det hus vi skal bygge og derfor den nederste og bærende bjælke i NTS-konceptet.
Alt for mange børn udsættes for skødesløs ernæring, fordi man undervurderer kostens betydning for hjernens og organismens funktioner. Det er derfor vigtigt, at nervesystemet og kroppen får den rette stimulans. Høj ernæringskvalitet er første forudsætning for barnets udvikling. Du kan med andre ord ikke nøjes med at træne og stimulere dit barns hjerne, hvis du ikke også sørger for at dit barn får en sund berigende kost. Hvad sund kost er, skal vi snakke mere om senere, men den fysiologiske del af den neurologiske træning og stimulering består kort fortalt af en diæt med masser af grøntsager, bælgfrugter, kød, fisk og sunde fedtstoffer, hvor kemiske tilsætningsstoffer sammen med sukker, mælk og gluten er fjernet. Dertil kommer en individuel plan for nødvendige kosttilskud, vitaminer, mineraler og fedtsyrer.

MOTORISK STIMULERING


Mobilitet og bevægelse er en nødvendighed for at udvikle og stimulere hjernen til at blive velfungerende. For det raske barn drejer mobilitet sig i første omgang om mobilitet for mobilitetens skyld. Barnet gennemgår faserne krybe, kravle, klatre, gå og løbe. Mobilitetens forskellige faser stimulerer forskellige områder i hjernen. Kryb og kravl stimulerer først og fremmest den subkortikale krybdyrshjerne og helt grundlæggende færdigheder inden for syn, hørelse, følesans, lugt og smag. Gang, løb og gymnastik stimulerer derimod de højere lag i hjernebarken som intellekt, følelser og sprog.
Det er individuelt, hvilke øvelser det enkelte barn skal lave. Det afhænger udelukkende af de neurologiske problemers karakter. Generelt kan man sige, at kryb og kravl organiserer og modner hjernens elementære funktioner i pons og midthjerne og stimulerer sanserne. Kryb og kravl er ultimative krydsbevægelser, og den intense kontakt med gulvet stimulerer taktilt og nærsyn.
En meters kravl giver 3-4 krydsbevægelser. Det vil sige, at hvis et barn kravler 1000 meter hver dag, hvilket ikke er unaturligt for et normalt raskt barn i 1-årsalderen, får hjernen ca. 4000 krydsbevægelser. På en måned giver det barnehjernen over 100.000 krydsbevægelser.
For børn uden mobilitet handler det om at lære og lege mobiliteten ind, fordi motorik og mobilitet er afgørende for at stimulere og udvikle bestemte dele af hjernen.

SENSORISK STIMULERING


De fem sanser er helt afgørende for hjernens funktioner. Fungerer sanserne ikke normalt, vil barnet agere abnormt, blive misforstået og i værste tilfælde blive påtvunget en fejlagtig diagnose og en mulig risikofyldt medicinsk behandling.
Sanserne må ikke være for aktive, hvilket ofte er tilfældet for børn med neurologiske problemer, men de må heller ikke være for passive.
Øjne, ører, hud, næse og mund fungerer som praktiske »budbringere« for hjernen og indgår dermed i et samspil mellem de indgående og udgående funktioner. Mellem de sensoriske og motoriske færdigheder. For eksempel hører øret bilens horn og sender besked til hjernen og indikerer dermed en eventuel fare. Hjernen reagerer med at analysere situationen i tæt samarbejde med synet og sender om nødvendigt en besked ned til benene om at træde et skridt tilbage.
Det handler om, at de underreagerende sanser skal stimuleres og de overreagerende sanser skal hæmmes. Formålet med sansestimulering er at hjælpe hjernen til sortering, bearbejdning og forståelse af alle former for input, således at det opleves meningsfuldt og adfærd normaliseres.

KOGNITIV OG INTELLEKTUEL STIMULERING


Mange tror at neurologisk udvikling kun handler om fysisk træning, men det er på ingen måde tilfældet. Den intellektuelle og kognitive stimulering er mindst ligeså vigtig. Og her er læsning helt afgørende, fordi læsning er nøglen til den normale verden. Læsning er et adgangskort til hele det intellektuelle og undervisningsmæssige univers og åbner op for en lang række afgørende påvirkninger for hjernens udvikling.
Teorien bag NTS, er jo netop at hjernen gror ved brug. Jo, mere vi putter i den, jo mere vokser den. Det kan betyde, at når en 4-årig lærer at læse, kan dette udover den kognitive udvikling muligvis også styrke de motoriske funktioner.
Hjernen er den eneste beholder, der bliver større og større jo mere der fyldes i den.
 Når det handler om at skabe nye nervebaner og aktivere nye hjerneceller kan stimulering med læsning, matematik, undervisning i almen viden og klassisk musik og være yderst effektive midler til at opnå disse mål.
Undervisning stimulerer i første omgang barnets syn, hørelse, sprog og forståelse. Dertil kommer at undervisning stimulerer en række mere generelle udviklende processer for hjernen, som udvikler de kognitive og intellektuelle funktioner. Med andre ord: undervisning medvirker ganske enkelt til at hjernen udvikler sig på helt afgørende områder – og intet er mere meningsfyldt og sjovt end at undervise sit eget barn.

SOCIAL STIMULERING


Social integration er et resultat af en lang række neurologiske færdigheder. At synet er normalt, at hørelsen ikke er for sensitiv eller for svag, mobiliteten er intakt og sproget er fuldt udviklet. I den sociale leg flytter raske børn sig hele tiden og den immobile eller »langsomme« bliver konstant efterladt og isoleres socialt. Den lydfølsomme kan heller ikke være en del af gruppen og den svagtseende har også sine særlige problemer for at agere socialt sammen med andre børn. Derfor handler social integration om at gøre barnet så funktionsdygtig, som overhovedet muligt. Social integration, leg og glæden ved at gøre meningsfyldte ting sammen med andre er derfor et resultat af at have en normal rask hjerne. Dermed ikke sagt, at der ikke kan laves sociale programmer og tiltag for at regulere barnets adfærd, alt imens den neurologiske træning og stimulering finder sted, men at være et socialt væsen kræves en god velfungerende hjerne.

Du kan læse mere om neurologisk træning og stimulering på hjernetips.dk